WM i Islandske heste

Her i eftermiddag gjorde syv islandske heste med dertilhørende ryttere og “lorte-Lone” (det er pigen til højre med den røde hestepæreopsamler) holdt ved LokalBrugsen i Grønbjerg.

Årsagen til denne festivitas var, at der i 2015 blev holdt WM i islandske heste i Herning. Det sker hvert andet år, og i år er det så blevet Oirschot i Hollands tur til at afholde dette mesterskab.

Traditionen er så, at WM-stafetten, som den tredje rytter fra venstre holder i hånden, skal rides fra Herning til Oirschot. De syv ryttere lagde ud i Herning og red så videre til Hover, hvor de skal overnatte. Derfra går turen videre over Ringkøbing, Hv. Sande, Varde, Esbjerg og til den dansk-tyske grænse, hvor en tysk islandsk hestedelegation overtager stafetten, og skal føre den til den tysk-hollandske grænse.

En lille flok af Grønbjergs Islandske hestes venner stod og tog imod de syv ryttere med varm kakao og kage. Vejret taget i betragtning bekom den varme drik rytterne vel.

Rytterne fortsatte efter en halv times pause ad Algade ud af Kirkestien og videre ad banen til Muldbjerg og Hover.